Det såkaldte Berliner Mietspiegel, der tjener som rettesnor for udlejere og lejere, udkommer først til juni. Forskningsinstituttet F+B i Hamborg har imidlertid allerede nu udarbejdet en analyse over lejeudviklingen i Berlin fordelt på postnr. Klart står, at huslejen udvikler sig meget forskelligt indenfor de forskellige bydele i Berlin.
Lejligheder i de centrale bydele som Mitte, Prenzlauer Berg og Kreuzberg foretrækkes af de boligsøgende. Og de største lejestigninger finder man da også rundt om Gendarmenmarkt, hvor huslejen over de seneste 3 år er steget med mere end 18%. Men stort set alle områder i Berlin er steget. Kun i postnr. 13593 og 13469 er huslejen faldet over de seneste år.
Forventningen til Berlins potentiale er stort. Sammenligner man allerede nu de 5 mest betydningsfulde byer i Tyskland, er huslejen i Berlin steget med gennemsnitlig 12% over de seneste 3 år. Dette er kun overgået af Hamborg, hvor lejen er steget med 16%.
Kilde: Berliner Morgenpost 28.01.2011